Hvad sker der når jeg bliver 18 år?

Der kan være forskel på, hvilken hjælp og støtte, der gives til børn og unge under 18 år og så de ydelser, man kan få som voksen. Lejre Kommune har stor fokus på overgangen fra ung til voksen.

 



Har du en varig psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse?

Når du bliver 16 år, vil din sagsbehandler indkalde dig og dine forældre til en samtale om din eventuelle overgang til Center for Job & Social når du fylder 18 år. 

Kan du ikke træffe beslutninger om personlige og økonomiske forhold på grund af din betydelige nedsatte funktionsevne, skal kommunen og/eller dine forældre sørge for, at dine interesser bliver varetaget eller finde en værge til dig. 

Har du fortsat behov for særlige støtte?

Når du bliver 17 år, vil din sagsbehandler indkalde dig og dine forældre til en samtale om overgangen til Center for Job & Social når du fylder 18 år. 

Tilbud om efterværn

Efterværn er et tilbud til dig, der indtil det 18. år har haft en fast kontaktperson eller hvis du har været anbragt uden for hjemmet med eller uden samtykke umiddelbart inden du fylder 18 år.

Formålet med efterværn er at bidrage til, at du får en bedre overgang til en selvstændig voksentilværelse, og tilbydes, hvis det anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til dit behov for støtte, og hvis du er indforstået hermed.

I forbindelse med opfølgning på din nuværende foranstaltning vil din sagsbehandler vurdere, om et efterværn vil være det bedste for dig. Du skal herefter selv beslutte, om du ønsker at tage imod tilbuddet om efterværn. Denne proces påbegyndes når du fylder 17 år.

Bliver dit barn 18 år?

Når dit barn fylder 18 år, skal du være opmærksom på:

  • At vurdering og bevilling af støtte til dit barn på en række områder sker efter andre regler, når han/hun fylder 18 år
  • Indtil nu har fokus ved vurdring af støttebehov, foranstaltninger med mere, været på jer som familie. Men når dit barn fylder 18 år, flytter det fokus sig. Jeres barn er myndigt og ikke længere omfattet af jeres forsørgelsespligt. Derfor skal kommunen fokusere på den unges forhold og behov, og ikke længere på familiens samlede situation
  • Kommunen vil fra det 18. år som udgangspunkt henvende sig til dit barn, medmindre:
    • Jeres søn/datter ønsker jeres fortsatte medvirken og giver jer en skriftlig fuldmagt til at medvirke
    • Jeres søn/datter har en betydelig nedsat psykisk funktionsevne. Så skal kommunen påse, om I eller andre pårørende kan varetage den unges interesser. Kommune skal også være opmærksom på, om der er behov for at beskikke en værge til jeres barn 
  • Ydelser til merudgifter ophører ved det fyldte 18. år, også eventuelle merudgifter der kan være bevilliget i forbindelse med støtte til bolig og bil. Støtte efter disse merudgifter skal nu søges bevilget efter voksenbestemmelsen
  • Kompensation for tabt arbejdsfortjeneste bortfalder, når jeres søn/datter fylder 18 år
  • Anbringelse samt tildeling af støttekontaktperson vil som udgangspunkt slutte ved det fyldte 18. år med mindre jeres barn vurderes i målgruppen for efterværn